Vestkysten har været frygtet blandt søfolk gennem alle tider. Stednavne som Jammerbugten (mellem Hirtshals og Bulbjerg) i nord og Esperance Bugt i syd (ved Esbjerg) fortæller om de mange ofte skæbnesvangre strandinger, og denne kyststrækning er da også en af de farligste i Verden. Før etableringen af fiskeribyer og havne fra omkring midten af det 19. århundrede og frem, var skibe ekstremt udsatte når det stormede fra vest, for de havde ingen muligheder for at komme i læ på vestkysten, hvorfor de risikerede at blive kastet op på revlerne og slået i stykker af brændingen.
Nationalmuseet, der var den formelle ejer af genstandene fra H.M.S. St George, havde som betingelse for at afstå fundene, at disse sammen med ansvaret for kommende marinarkæologiske undersøgelser blev overdraget til et allerede eksisterende statsanerkendt museum. Kulturministeriet oplyste samtidig, at driften af det påtænkte nye museum skulle være fuldt integreret i Ringkøbing Museums økonomi.
Der gik syv år, inden der var skabt tilstrækkelig grundlag for, at Ulfborg-Vemb Kommune med støtte fra Ringkøbing Amt og EF fik opført en museumsbygning i Thorsminde. Strandingsmuseum St. George åbnede den 3. april 1992, og det som en ny afdeling af Ringkøbing Museum.
Strandingsmuseum St. George åbnede dørene første gang den 3. april 1992 og er flere gange blevet ombygget og udvidet, først i 2001 som direkte konsekvens af de nye udgravninger fra midt halvfemserne og senest i 2015-17. I forbindelse med udvidelsen i 2001 oprettedes også et marinarkæologisk center ved museet, der i 2004 formelt fik det marinarkæologiske ansvar for undersøgelser af skibsvrag og andre kulturspor på havbunden i museets ansvarsområde. Museet har således det marinarkæologiske ansvar for kulturarven under vandet langs vestkysten i et område, der strækker sig fra Limfjorden til grænsen i syd, samt i søer og åer i indlandet i den vestlige del af Region Midtjylland.
Strandingsmuseum St. George kom som følge af strukturreformen i 2007 under Holstebro Museum. Museerne blev fra 2012 sammenlagt med Frilandsmuseet Hjerl Hede, hvorefter hele organisationen nu hedder De Kulturhistoriske Museer i Holstebro. De tre museer arbejder på forskellige adresser, men samarbejder på en lang række områder.
Søg på Strandingsmuseet