Vestkysten har været frygtet blandt søfolk gennem alle tider. Stednavne som Jammerbugten (mellem Hirtshals og Bulbjerg) i nord og Esperance Bugt i syd (ved Esbjerg) fortæller om de mange ofte skæbnesvangre strandinger, og denne kyststrækning er da også en af de farligste i Verden. Før etableringen af fiskeribyer og havne fra omkring midten af det 19. århundrede og frem, var skibe ekstremt udsatte når det stormede fra vest, for de havde ingen muligheder for at komme i læ på vestkysten, hvorfor de risikerede at blive kastet op på revlerne og slået i stykker af brændingen.
Netop denne triste skæbne overgik de to engelske linjeskibe H.M.S. St. George og H.M.S. Defence der under en orkan befandt sig ud for Thorsminde tidligt om morgenen d. 24. december, juleaftensdag 1811, hvilket kostede størstedelen af de tilsammen godt 1400 søfolk livet. Kun 17 mand overlevede strandingerne, der er blevet betegnet som én af de største strandingskatastrofer i verdenshistorien.
Da orkanen var ovre og havet efter nogle dage havde lagt sig, begyndte man fra officiel dansk side at inspicere vraget George. Man kunne hurtigt konstatere, at skibet var sunket dybt ned i havbunden. Det meste af de øvre dæk var ødelagt, og kun brudstykker af skibssiderne stak op over havoverfladen, så man kunne ikke bjerge noget af særlig stor værdi. H.M.S. Defence blev knust til pindebrænde ved strandingen. af H.M.S. St.
Man var dog længe klar over, at de nedre dæk på vraget af H.M.S. St. George, der muligvis stadig var intakte, måtte indeholde genstande og ressourcer af høj værdi, så 65 år senere i 1876 begyndte skiftende selskaber så småt igen, efter aftale med de engelske myndigheder, at udføre dykker- og bjergningsarbejder ved vraget, men med begrænset udbytte.
Dykkerselskabet i Fjaltring fik bjerget to af skibsklokkerne fra skibet, og man forærede efterfølgende den ene til den nyopførte kirke i No, hvor den i mange år tjente som kirkeklokke. I 2011 forærede menighedsrådet kirkeklokken til Strandingsmuseet, så skibs- og kirkeklokken hænger i dag ved siden af det store anker (der blev bjerget i 1993) indenfor på Strandingsmuseet. Den anden af de to skibsklokker hænger uden for museet ved siden af det andet store anker der blev bjerget i 1972.
Bjergningsarbejdet blev genoptaget af vragfiskere i 1904, og i løbet af første halvdel 1900-tallet bjergede man store mængde kobber, bly og jern i form af kanoner, adskillige kobbernagler og kobberforhudninger mv. op. Man var interesseret i vraget pga. de mange ressourcer, og ikke så meget for den historiske værdi. Således blev kanonerne alle solgt til omsmeltning. Kanonerne var stadig forseglet med træpropper, og i mindst ét tilfælde var krudtladningen i løbet stadig tør! Under 2. Verdenskrig bjergede man videre og arbejdet ophørte først i endeligt 1954. Man gik ofte ret hårdhændet til værks og anvendte dynamit til at sprænge sig ind i vraget. Ved arbejdet fandt man også to små signalkanoner som blev bjerget, og desuden fandt vragfiskere også de stærkt nedbrudte rester af H.M.S. Defence, men her var der ikke noget tilbage, det kunne betale sig at bjerge.
Vragets eksakte position gik desværre i glemmebogen, men sportsdykkere fra frømandsklubben ‘Delfinen’ i Holstebro dykkede i løbet af 1960´erne efter vraget af St. George. Det lykkedes dem endelig at finde vraget i 1970. Først fandt de det store anker, der senere blev hævet, og som i dag står ved indkørslen til museet. Ved efterfølgende dyk på vraget bjergede man desuden adskillige andre genstande.
Formanden for frømandsklubben, Gert Normann Andersen, rettede i 1980 en bekymret henvendelse til Nationalmuseet. Efter en inspektion i foråret 1980 havde dykkere fra Delfinen observeret, at flere dæk på vraget var blevet blotlagt af de kraftige storme den foregående vinter. De barske forhold i Nordsøen gør, at blotlagte vrag hurtigt nedbrydes, så hvis man ville bjerge flere genstande fra vraget, måtte det gøres snarligst.
I den efterfølgende tid dykkede man jævnligt på vraget, men desværre blev mange genstande skyllet bort eller nedbrudt af forholdende, og det lykkedes kun at bjerge få genstande. I vinteren 1981 blev vraget yderligere blotlagt og dermed endnu mere udsat for naturens ødelæggende kræfter.
Den første officielle prøveudgravning af H.M.S. St. George blev foretaget i 1983 af Skibshistorisk Laboratorium i samarbejde med dykkerklubben Delfinen og Jydsk Dykkerfirma (der i dag hedder JD-Contractor). Prøveudgravningen havde som hovedopgave at opmåle vraget ordentligt, så den fortsatte nedbrydning kunne observeres. Desuden foretog man en prøveudgravning for at undersøge hvilke genstande man kunne forvente at finde i vraget, hvilken tilstand disse havde, og hvor mange der kunne tænkes at være.
Det blev hurtigt klart, at mange af de genstande man tidligere havde observeret stikke op af sandet, nu var borte. Alligevel blev prøveudgravningen en stor succes, og selv om man kun udgravede et lille område i agterskibet, fandt man et væld af spændende genstande. Takket være opmålingen kunne man nu også præcis stedbestemme hvor i skibet genstandene blev fundet.
Fra 1984 begyndte de egentlige udgravninger, som fortsatte i 1985 og 1986 og man udstillede løbende de fundne genstande i det lokale auktionshus i Thorsminde, hvilket var et tilløbsstykke. I 1996 blev vraget atter konstateret blotlagt, hvorfor der blev foretaget nye udgravninger det år samt det efterfølgende. Men inden da havde man indviet Strandingsmuseum St. George til at huse de mange fund, der udgør grundstammen i den dramatiske fortælling om en af verdenshistoriens største strandinger. Flere fund ledte nu til udvidelser af museet.
Nationalmuseet, der var den formelle ejer af genstandene fra H.M.S. St George, havde som betingelse for at afstå fundene, at disse sammen med ansvaret for kommende marinarkæologiske undersøgelser blev overdraget til et allerede eksisterende statsanerkendt museum. Kulturministeriet oplyste samtidig, at driften af det påtænkte nye museum skulle være fuldt integreret i Ringkøbing Museums økonomi.
Der gik syv år, inden der var skabt tilstrækkelig grundlag for, at Ulfborg-Vemb Kommune med støtte fra Ringkøbing Amt og EF fik opført en museumsbygning i Thorsminde. Strandingsmuseum St. George åbnede den 3. april 1992, og det som en ny afdeling af Ringkøbing Museum.
Strandingsmuseum St. George åbnede dørene første gang den 3. april 1992 og er flere gange blevet ombygget og udvidet, først i 2001 som direkte konsekvens af de nye udgravninger fra midt halvfemserne og senest i 2015-17. I forbindelse med udvidelsen i 2001 oprettedes også et marinarkæologisk center ved museet, der i 2004 formelt fik det marinarkæologiske ansvar for undersøgelser af skibsvrag og andre kulturspor på havbunden i museets ansvarsområde. Museet har således det marinarkæologiske ansvar for kulturarven under vandet langs vestkysten i et område, der strækker sig fra Limfjorden til grænsen i syd, samt i søer og åer i indlandet i den vestlige del af Region Midtjylland.
Strandingsmuseum St. George kom som følge af strukturreformen i 2007 under Holstebro Museum. Museerne blev fra 2012 sammenlagt med Frilandsmuseet Hjerl Hede, hvorefter hele organisationen nu hedder De Kulturhistoriske Museer i Holstebro. De tre museer arbejder på forskellige adresser, men samarbejder på en lang række områder.
I forbindelse med arbejdet med Nysted Havmøllepark, der blev anlagt på Rødsand syd for Gedser i 2003, blev der gjort et bemærkelsesværdigt fund. Dykkere fandt det 11,5 meter høje ror, som H.M.S. St. George mistede under en storm d. 15. november 1811. Det var denne hændelse der indirekte blev årsag til begge forlis ud for Thorsminde senere samme år.
Fundet af roret blev rapporteret til Nationalmuseets Marinarkæologiske undersøgelser i Roskilde, som kontaktede Gert Normann Andersen, der handlede hurtigt. Han sendte dykkerskibet Cable One til Rødsand for at bjærge roret og fik det efterfølgende kørt hjem til Thorsminde, og han bekostede selv hele operationen. I dag indgår roret som et centralt element i museets udstilling, ophængt i et tårn opført specielt til dette formål.
Strandingsmuseum St. George gennemgik nemlig i 2015 til 2017 en omfattende renovering, ombygning og udvidelse med støtte fra en række fonde og bidragydere. Det tilførte 1000 nye kvadratmeter og moderne udstillinger fordelt på udsigtstårnet det 12 meter lange og 5,4 tonstunge ror fra H.M.S. St. George samt fire udstillingssale, der behandler strandinger i sin helhed: Den farlige vestkyst, strandingerne af de to linjeskibe, kystens håndtering af strandinger, vraget og den undersøiske kulturarv på havets bund. Derudover findes en femte udstillingssal, der er et multifunktionelt rum, som bruges til særudstillinger og foredrag. Det nye Strandingsmuseum St. George åbnede 19. maj 2017.
Ellen-Mine
Fremragende museum i Torsminde
Fremragende museum i Torsminde sep. 2021 Et museum, hvor man får meget information om strandingen af St. George , redningsaktioner ved strandinger og ser, hvad man har fundet fra St. George. Alt sat flot og informativt op. Spændende også at besøge tårnet og nyde udsigten samt se de flotte figurer af fiskere udenfor. Rabat med Ældresagen!
Gitte P
Tragisk historie
Tragisk historie nov. 2021 • Par Voldsom skibsforlis fortalt på en levende og imponerende måde. Udstillingen er velegnet til børn. 🌞
Christian E
Spændende fortælling, med en god planlagt tur igennem historien om de 2 forliste krigsskibe.
Jun. 2021 • Familierejse Super god oplevelse. Spændende fortælling om de 2 forliste krigsskibe. God blanding af information i form af tekst, tekstile oplevelser, lyd, video og “spil”. Fungerede godt selv med 2 børn med henholdsvis autisme og AFHD.
Søg