Menu

Velkommen til sæson 2020!

Vi glæder os til at vise museets gæster den helt nye, stemningsmættede udstilling i det første rum, man træder ind i. Her fornemmer man, hvordan det var at være sømand på et handelsskib for o. 150 år siden med udsigt til alt slags vejr på den lunefulde Nordsø. Hvad laver skibet dér? Hvordan finder man vej? Hvad gør man, når stormen brager og en stranding på den farlige jyske vestkyst er truende nær? Eller når tågen udvisker alt? Den nye udstilling er et rent sansebombardement, hvor kulturhistorie og design smelter sammen til en totaloplevelse. Udstillingen er udviklet i et samarbejde med designfirmaet Fremstillinger.

 

                                                 

Oplevelser for alle

Museets stemningsfulde udstillinger byder i det hele taget på oplevelser for alle uanset alder. Her kan man gå på opdagelse, se, lytte, læse og lege sig til viden om dramatiske strandinger langs den jyske vestkyst gennem tiden og om kystbefolkningens håndtering af de voldsomme begivenheder.

Oplev kraften i vejr og vind – både i udstillingerne og fra den nye platform på toppen af museumstårnet. Besøg også museumsbutikken, den maritime legeplads og Restaurant St. George.

Vi glæder os til at se jer!