Menu

Strandingsmuseum St. George holder åbent hele november

Interessen for at besøge Strandingsmuseum St. George er fortsat så stor, at museet nu også holder åbent i november.

Egentlig var det meningen, at Strandingsmuseum St. George kun skulle holde åbent i weekenderne i november. Men selvom efteråret for alvor er over os, og strømmen af turister er taget af, er der stadig mange, der gerne vil opleve museet. Derfor vil der være åbent alle dage til og med 30. november.

”Vi får løbende henvendelser fra folk og grupper, der gerne vil besøge museet udenfor sæsonen, og som spørger til åbningstiderne”, fortæller afdelingsleder Helle Henningsen og fortsætter: ” Skoler og børnehaver vil også gerne kigge indenfor, når de efterårstur, og vi oplever desuden en stigende interesse for at booke museet til arrangementer, f.eks. møder og workshops.  Så det ligger lige for at holde november-åbent”.

Julegaver og café-hygge

I anledning af den forlængede sæson har museumsbutikken mange gode julegaveidéer og hyggeligt julepynt på hylderne. Der er også mulighed for at slappe af i Café-Restaurant St. George, hvor man på hverdage kan købe varme drikke, læskedrikke og kage. Desuden holder restaurantens varme køkken åbent lørdage og søndage i november i museets åbningstid.

I december og januar holder museet lukket, bortset fra hverdagene mellem jul og nytår, hvor der er åbent dagligt. Museet åbner igen til vinterferien 2019.