Menu

Smugkig på udstillingen

Strandingsmuseum St. George består af fire sammenhængende gallerier, som på hver sin måde breder historien om strandingerne på Vestkysten ud. Hertil kommer et femte galleri med skiftende særudstillinger.

Børn har gratis adgang på museet, der også rummer en udendørs maritime legeplads, en museumsbutik samt  café/restaurant.

»Den mest bevægende fortælling med
stærk sammenhæng mellem sted,
udstilling og arkitektur«

     

Politiken

»En pirrende og engagerende opdagelse«

     

Kristeligt Dagblad

Galleri 1. Den farlige jyske vestkyst

Nordsøen er forbindelsen mellem nord og syd, Østersøen og resten af verden. Tidligere var sejlads i dette område ofte med livet som indsats. Manglende navigationsinstrumenter og storme førte mange fra det dybe hav og ind på Vestkysten. Men de store rigdomme i søhandlen var risikoen værd.

Galleri 2: Den sidste rejse

Titusindvis af søfolk har gennem tiden mistet livet ved strandinger på den jyske vestkyst. Den største strandingskatastrofe fandt sted juleaftensmorgen 1811 på havet ud for Thorsminde, da de to engelske linjeskibe HMS St. George og HMS Defence strandede og næsten 1400 søfolk mistede livet. I Galleri 2 kan I følge skibene på deres sidste rejse og gå på opdagelse på HMS St. George's banjerdæk med unikke effekter fra de to skibe bjærget fra havets bund.

Når I forlader Galleri 2 rejser roret fra HMS St. George sig i Danmarks største udstillingsmontre. I kan følge roret fra bund til top gennem tårnets fire etager.

Galleri 3: Strandinger

Vesterhavet vidner om talrige strandinger, som for os virker både skræmmende og alligevel sært dragende. Kystens befolkning har altid levet med en blanding af frygt for, hvad havet tager, og taknemmelighed over det, havet giver. Gå på opdagelse i kystens kulturhistorie.

Fra Galleri 3 fortsætter turen ned under havets overflade.

Galleri 4: De ukendte skibsvrag

Havet har opslugt mange skibe, der er gået over i glemslen. Skibe, der synker til bunds, bliver til vrag. Selvom de hviler på havbunden, hviler de ikke i fred. Nogle gange kommer fantastiske ting til syne. Gå på opdagelse i marinarkæologernes univers under overfladen og udforsk selv historien om de skjulte skatte på havets bund.

Fra havets dyb går turen op ad trapperne til galleri 5.

Galleri 5: Særudstillingen »Havfald«

Strandingsmuseum St. George rummer fortællinger om skibe, som strandede ved den danske vestkyst. Med de strandede skibe bragte havet strandingsgods og søfolk til kysten – og i mange tilfælde var det faktisk ganske nyttigt.

I dag bringer havet i høj grad plastik til kysten. Plastik, som er endt i havet fra dårlige affaldssystemer, fra folk, der ikke lige tænkte sig om eller bare fra kedelige uheld, hvor plastikken er fløjet afsted over land og vand.

Havfald, Strandingsmuseum St. George’s særudstilling 2018, sætter fokus på de voksende mængder af plastikaffald i verdenshavene og på, hvad vi kan gøre ved dette globale problem.

Særudstillingen åbner 4. marts og kan opleves i resten af 2018 i museets åbningstid.

I løbet af året arrangerer vi forskellige events, der knytter sig til særudstillingen og dens tema, så hold øje med annonceringen her på siden og i pressen.

 

Tårnet

Efter besøget i særudstillingen, kan I gå videre op i tårnet med en storslået udsigt over både hav, fjord og by. Her får I for alvor en fornemmelse af havets storhed og naturens kræfter langs kysten. Tårnet er lige som resten af museet handicapvenligt.

Maritim legeplads

Foran Strandingsmuseum St. George lige ud til havnen og klitterne og med udsigt over havet finder I den maritime legeplads. Her kan børnene lege og bruge kroppen til at få viden om strandinger og redninger ved Vestkysten.

Mens børnene leger, kan de voksne nyde en lækker menu eller en kop kaffe i Café-Restaurant St. George med frit udsyn til legepladsen, havet og Thorsminde havn.